Retur

Besættelsestiden i Ræhr-Hansted-Vigsø

De, der ønsker at vide mere om emnet end det, der står i dette kortfattede kapitel, anbefales at læse afsnittet "Under tyskernes besættelse" i "Landet mod Nordvest", udgivet i København 1947, eller kapitlet "Besættelsestiden" i bogen "Livet på Hanstholm" af pastor Ludvig Mehr, udgivet i Thisted 1953. Der kan også henvises til Knud Hendriksens bog "Våben i Klitterne", udgivet i Skive i januar 1983. Denne bog indeholder en udtømmende beskrivelse af alle de tyske anlæg i Danmark.

Under anden verdenskrig, hvor Danmark var besat af Tyskland fra april 1940 til maj 1945, gik mange danskere til aktiv modstand mod besættelsesmagten. Men det var langt fra alle danskere, som gjorde det. For nogle var besættelsestiden en periode, som bød på muligheder for at tjene mange penge. Langt over 100.000 danskere arbejdede for tyskerne i Danmark, Tyskland og Norge under krigen og Tyskland betragtedes som Danmarks største arbejdsgiver. Nogle af de folk, som arbejdede for tyskerne i Tyskland, var henvist hertil af danske myndigheder og organisationer, men de, der arbejdede i Danmark, var frivillige.

En af de største tyske arbejdspladser i Danmark oprettedes i Hansted, hvor der byggedes en militær "pindsvinestilling", der er blevet betegnet som den formentlig stærkeste fæstning i Europa. Nogle kaldte den "Nordens Gibraltar". Formålet med oprettelsen var at sikre med kraftigt artilleri, at engelske krigsskibe ikke kunne komme ind i de danske farvande. Dernæst skulle de kanoner, der blev opstillet med dette formål, sikres mod angreb fra luften og fra landsiden.

Til at spærre indsejlingen til de danske farvande blev der opstillet fire 38 cm kanoner. Det var egentlig skibskanoner, konstrueret til store slagskibe. Hvert kanonløb vejede 110 tons. Det var de største kanoner, der blev opstillet i Danmark. Til losning af kanonløbene, som ankom med jernbane fra Tyskland, blev der i februar 1941 placeret en enorm kran på jernbanestationen i Thisted. Denne læssede kanonløbene på en 64 hjuls blokvogn, som derefter blev kørt til Hansted. Under kørslen ud gennem byen trykkede den hul på gasrør i gaderne med dødsfald til følge. Kanonerne blev i Hansted opstillet i løbet af foråret 1941 med en indbyrdes afstand på 250 m og forbundet med ammunitionsrummene med tipvogne, der kørte på nedgravede spor. De to først opstillede kanoner blev indskudt den 15. maj og de sidste to den 28. august. Den 12. september 1941 blev der afholdt prøveskydning med hele batteriet. Kanonerne kunne skyde med granater af tre størrelser på op til 800 kg. Med granater på 500 kg kunne man nå mål 55 km borte. Kanonerne blev camoufleret (sløret) og kunne dreje 360 grader og dermed også skyde mod mål på land, hvilket blev indøvet et par gange.

Tilsvarende kanoner blev opstillet i Kristianssand i Norge. De to batterier skulle først og fremmest spærre indsejlingen til Skagerak, men kunne også bruges mod mål på land. Der var dog et område på 10 sømil midt i Skagerak, som de ikke kunne dække. Her blev der foretaget en særlig stærk minering. Der var også udlagt søminer andetsteds i Skagerak. Langs med den danske kyst var der dog en minefri sejlrende på 10 sømil. For at kontrollere denne blev der opstillet et spærrebatteri med fire 17 cm kanoner i klitterne lige syd for Hansted fyrtårn. Disse kanoner havde en rækkevidde på 20 km.


38 cm kanon inden sløring
Foto fra Landet mod Nordvest

Til at forsvare de store kanoner blev der opstillet fire flakbatterier, hver bestående af fire 10,5 cm kanoner med en rækkevidde på 15,3 km. Flakbatteriene var suppleret med et antal 2 cm maskinkanoner.

Desuden blev der, spredt ud over et område med en radius på 15-20 km, opført et stort antal lyskasterstillinger suppleret med lytteapparater og mindre maskinkanoner. En af disse stillinger lå på Søren Jakobsens jord i Sårup, hvor der endnu kan ses en bunker.

Flakbatterierne og lyskasterstillingerne tjente til forsvar mod luftangreb men et af flakbatterierne var på grund af sin placering også egnet til forsvar mod et eventuelt angreb fra land. De øvrige tre flakbatterier blev placeret sådan, at de kunne deltage i det søværts forsvar.

Som led i landforsvaret blev der endvidere anlagt en kæmpemæssig tankgrav tværs over Holmen, fra Nytorp og over til Pugdal. Der blev endvidere udlagt kilometerlange tankspærringer af jern i klitterne syd for Hansted og langs kysten over mod Vigsø. Der blev desuden opstillet morterer, maskingeværer, tågeapparater og flammekastere og udlagt landminer i udstrakte minefelter, både antitankminer og mandskabsminer. Til pigtrådsspærringer blev der brugt 718 tons pigtråd. En meteorologisk station blev indrettet i lokaler på den nye skole i Ræhr, der toges i brug 1. oktober 1940. Befæstningsanlæggene var stort set færdige sidst i 1944. I Danmark har man kaldt det hele "Festung Hanstholm" men denne betegnelse har aldrig været brugt af de tyske styrker. De kaldte det "Forsvarsområdet Hansted".

Det var et flot syn om natten at se alle lyskasterne tændt og kanonerne ivrigt skydende med lyssporprojektiler, når de engelske fly kom ind fra havet på vej mod Berlin eller Østprøjsen, men det klogeste var at krybe i dækning. Der faldt mange granatsplinter i Saarup og en enkelt gang blev et hus (Johannes Pedersens) ramt af en granat.

Der boede ikke så mange mennesker i Ræhr-Hansted-Vigsø kommune før krigen. De fleste var enten landmænd eller fiskere, hvortil kom enkelte handlende og håndværkere. I trediverne var der dog tilflyttet en del folk, som arbejdede på opførelsen af Hanstholm fiskerihavn.

Men besættelsen den 9. april 1940 ændrede situationen. Få dage efter ankom de første tyske militære lastbiler til kommunen, hvor soldaterne indrettede sig og gik i gang med at forberede befæstningen. Byggeriet af fiskerihavnen i Hansted blev standset og havnens materialer flyttet til Ræhr, hvor de blev oplagt på en plads bag ved Ejnar Christensens rutebilgarager. Administrationsbygningen på havnen blev sprængt væk. Befolkningen i Hansted blev evakueret. Nogle kom til Hirtshals, hvor der var bygget en ny fiskerihavn og andre blev indkvarteret i en slags husvildeboliger i Ræhr og Nytorp.

Danmark var i henhold til samarbejdsregeringen ikke i krig med Tyskland og danske entreprenørfirmaer havde som et led i regeringens samarbejdspolitik fået en henstilling om at udføre anlægsarbejder for de tyske styrker. Nogle kendte danske firmaer og en del nye entreprenørfirmaer påtog sig på denne baggrund at gennemføre anlægsarbejder for tyskerne i Hansted såvel som andre steder. Regeringens henstilling blev ved retsopgøret efter krigen forklaret med, at man frygtede, at der ville komme udenlandske arbejdere til Danmark for at udføre disse arbejder, hvis ikke danske firmaer påtog sig det.

Det militære byggeri omfattede flere veje, adskillige store bygninger og hundreder af bunkers og opførelsen blev straks sat i gang. Arbejdet blev stort set gennemført på et højt kvalitetsniveau. Ialt blev der bygget 455 betonanlæg af forskellig art i Hansted og den nærmeste omegn. I Knud Hendriksens bog "Våben i Klitterne" findes der en udtømmende beskrivelse af alle anlæggene. Flere steder, blandt andet ved Vigsø, er et antal bunkers blevet underskyllet af havet. De ligger nu på stranden eller i havet umiddelbart ind til kysten. Men ellers ligger anlæggene der endnu, blot er bunkers´erne dækket med jord. De omfattende befæstningsarbejder krævede mange flere resourcer, end egnen rådede over. Det militære materiel blev fra Tyskland sendt med jernbane til Thisted eller til en opsamlingsplads i Øster Vandet. Af arbejdsmateriel skulle der især bruges kraner, gravemaskiner, lastbiler o.s.v. Desuden skulle der bruges et meget stort antal hestekøretøjer. Da det meste af arbejdet var håndarbejde, var der også brug for mange arbejdere. Alle, der ville have arbejde, fik det, og entreprenørerne betalte en på denne egn uhørt høj løn. Folk strømmede især til fra Thy og Mors men de kom også fra det øvrige land. Der skulle endvidere bruges store mængder af materialer, især cement og jern. Situationen svarede dog til de andre store tyske arbejdspladser, såsom de jyske flyvepladser, Tirstrup, Karup, Vandel, Skrydstrup, Aalborg og Rom samt den øvrige befæstning af vestkysten.

Anlægsarbejderne medførte en indtil da uset trafik og andre aktiviteter i Ræhr-Hansted-Vigsø kommune. Landevejen Thisted-Hansted har aldrig, hverken før eller siden, været så farlig at færdes på, som den var i denne tid. Trafikken bestod morgen og aften af gasgeneratordrevne lastbiler med arbejdere på ladet samt dagen igennem af mange lastbiler med materiel og materialer. Landevejens underlag blev efter sigende totalt kørt op og ødelagt af den tætte, tunge trafik.

De arbejdere, der kom langvejs fra, blev indkvarteret i kommunen, dels i arbejderbarakker i Hansted og dels hos de fastboende, der for eksempel indrettede sovesale på loftet. Nogle arbejdere medbragte en hestevogn, for så kunne de tjene det dobbelte ved at køre med jord, men så skulle også hestene indkvarteres. Mange landmænd havde fået inddraget deres jord til minefelter. For dem var indkvarteringen af stor værdi.

Ifølge Knud Hendriksens bog "Våben i Klitterne" var besætningen i Hansted 6.000 mand. Det hævdes, at styrken i perioder var større. Overalt kunne man træffe tyske soldater. De holdt blandt andet mange militære øvelser med henblik på at træne mandskabet i forsvar mod angreb fra land. I Saarup indrettede de et primitivt system af maskingeværreder og skyttegrave, hvorfra de havde frit skudfelt ud over det flade, lave område omkring Kukkjærvand. Dette område kunne også nås med kanonerne fra Hansted, hvilket blev indøvet i praksis, dog efter, at beboere i Saarup var blevet advaret/evakueret.

Soldaterne var til daglig ret fredelige overfor civilbefolkningen, og der opstod derfor ingen væsentlige konfrontationer. Nogle handlede en del med dem. De var for eksempel villige købere til smørmærker, som de betalte med cigaretter. Der var ikke meget krigerisk over dem, når de sad på bænken udenfor bager Overgaards butik i Ræhr og slikkede solskin og flødeskum. Men henimod krigens afslutning blev forholdene for de tyske soldater forringet. De erfarne soldater blev for en stor dels vedkommende sendt til fronten i Rusland og i stedet dukkede enkelte russiske krigsfanger i tyske uniformer op. Desuden kom der helt unge soldater. Deres forplejning blev samtidigt ringere. Et eksempel herpå var en sulten 16 årig tysk soldat, der tiggede om brød hos Niels Dybdahl i Sårup. Han var en dreng i voksealderen, hvor man kan spise meget. Han begrundede sit tiggeri med, at han fik alt for lidt at spise på kasernen.

I Ræhr-Hansted-Vigsø kommune var der således ingen modstand mod besættelsesmagten under krigen. Da der ingen jernbane var i kommunen og der heller ingen industri fandtes, var der ingen sabotage, men, hvis man fulgte med i avisen og i illegale blade og hørte den engelske radioudsendelse på dansk, kunne man erfare lidt om, hvad der skete i andre egne. Da tyskerne i 1943 arresterede det danske politi, var der en del, der undslap og måtte gå "under jorden". Hos Niels Dybdahl i Sårup var der således en tid indkvarteret danske politifolk, som var undgået internering

Da krigen var forbi, kom der en engelsk militær afdeling, som formelt overtog alt tysk materiel. De tyske soldater marcherede derpå hjem. I Ræhr stod skolebørnene på skolens hovedtrappe og så dem marchere forbi. Befalingsmændene var på cykel. De var alle i godt humør, fordi krigen var forbi og de skulle hjem. De fleste havde rigeligt med proviant med på små vogne, som de trak efter sig. Befæstningsanlæggene blev af englænderne overgivet til dansk kontrol. I begyndelsen blev det bevogtet af frihedskæmpere fra Mors. Dernæst kom der en bevogtningsgruppe fra den danske brigade i Sverige og til sidst blev det overtaget af marinen, hvorefter demonteringen af det militære materiel fandt sted.

Ræhr-Hansted-Vigsø kommune kan måske siges at have været en lidt stillestående kommune, der pludselig vågnede brat ved alle de nye aktiviteter. Det var ikke en opvågning til kamp for fædrelandet men til moderne entreprenørsaktiviteter, hvor det ingen rolle spillede, hvor meget det hele kostede. Der var bare ikke så meget at bruge penge til dengang, da der var mangel på næsten alle varer.

Det holdt ikke ret mange tilbage, at det, der blev bygget op i Hanstholm, var beregnet på at tilintetgøre eventuelle engelske invasionsstyrker, som burde have været danskernes allierede. Denne holdning skyldtes blandt andet regeringens samarbejdspolitik.

Livet i Hansted set fra tysk side er beskrevet af en tysk soldat, som var stationeret i Hansted under en stor del af krigen. Beskrivelsen er sammenfattet på dansk af Jørgen Lumbye og kan ses på Internet. Klik her.

Lumbye har påbegyndt en registrering af det, der er tilbage af de tyske anlæg. Registreringen af anlæggene omkring "Forsvarsområdet Hansted" kan ses på Internet. Klik her.